Bokåret i Danmark 2010: Krisen är långt ifrån över
nyheter: 2010 skulle ha varit året som fick den danska bokbranschen tillbaks på fötter efter den ekonomiska nedgången 2009. Men sammanfattningen av året visar att så inte blev fallet.
Bogmarkedets chefredaktör Nils Bjervig sammanfattar det danska bokåret 2010.
Så skete det. Danmark melder sig nu ind i den lille, eksklusive klub af vesteuropæiske lande, der har et helt liberaliseret bogmarked: Sverige, Finland, Storbritannien, Irland, Belgien.
Det skete efter en liberaliseringsproces, der startede i 2001. Nu er også Konkurrencelovens bestemmelse om dispensation til at have faste videresalgspriser på bøger blevet fjernet (april 2010).
En sidste kamp blev udkæmpet af en række boghandlere, der havde indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling i Boghandlerforeningen. Deres forslag om en urafstemning om faste eller frie priser blev – forudsigeligt, pga. foreningens og bestyrelsens sammensætning – nedstemt med stort flertal.
Det sidste halvår af 2010 er nok blevet brugt til at forberede sig på de helt nye vilkår for samhandel uden brancheaftaler. For fra 2011 gælder udelukkende bilaterale forhandlinger mellem forlag og detailhandel. Forbrugerne, bogkøberne, kommer ikke til at mærke nogen forskel: Frie bogpriser har været normen i hele 2010.
Krisen fortsætter
Bogsalget i 2009 viste ifølge Bogbarometret (Forlæggerforeningens Kvartalsstatistik) et fald på 9,1 %, fra 2,0 mia. kr. i 2008 til 1,8 mia. (udregnet efter nettoomsætning gennem forlagsekspeditionerne).
De tre første kvartaler 2010 viste her en minimal fremgang på 1,3 % efter en pæn fremgang i første halvår, mens 3. kvartal viste et fald på 4,4 %.
Omsætningen gennem boghandlen i hele 2010, dokumenteret gennem BookScan.dk, viste et samlet fald på 4 %. Men julehandlen gik lidt bedre end året før.
BookScan.dk medtager kun salg til private, altså ikke salg til biblioteker; heller ikke salg gennem internetboghandel og gennem supermarkeder er medtaget. Så hvordan det endelige billede kommer til at se ud, er uvist, men de foreløbige meldinger ser i bedste fald ud til at være status quo i forhold til det svage 2009.
Forlagene
Krisen sætter naturligvis også sine spor i forlagene. Der bliver nedjusteret flere steder.
Mest markant er eksemplet med det hæderkronede litterære forlag Borgen, grundlagt af Jarl Borgen i 1949. Forlaget, der i 2008 havde 37 ansatte, reducerede staben til 22 i 2009, for senere at halvere det til 11, og de fortsatte med gradvis reduktion af staben, og i november blev de sidste redaktører opsagt, så der kun er de to direktører og enkelte i stabs- og salgsfunktioner tilbage. Der vil i fremtiden kun blive tale om enkelte nyudgivelser, siger direktør Niels Borgen.
Dansk forlagsverden og bogbranchen bliver et fattigere sted uden det forlag.
Også Lindhardt og Ringhof, landets næststørste forlag, reducerede staben i løbet af året, som de også havde gjort året før. Men det blev ikke ved at afskedige nogle redaktører i april, i juni blev marketingchefen opsagt i forbindelse med en større rokade og omstrukturering på det store forlag. Men lige lidt hjalp det tilsyneladende, for resultaterne udeblev. Den 14. januar 2011 kom meddelelsen om, at forlagets adm. dir. siden 2004, Anette Wad, var blevet opsagt, efter at det stod klart »at resultatet for 2010 havde været utilfredsstillende«. Årets underskud føjede sig til en lang række af underskud. I 2007: -26 mio. kr., i 2008: - 48 mio. og i 2009: -15 mio. kr. »Tiden er moden til, at der skal fornyet ledelseskraft til at tage Lindhardt og Ringhof videre,« skrev forlaget. Afløseren blev allerede fundet 31. januar: Det blev Lars Boesgaard (44), direktør for Gyldendals store fagbogsafdeling, hvor han har været i 11 år. Med sig over tager han Cliff Hansen (43), direktør for Gyldendal Digital.
Det er en styrkelse af L&R – men også en alvorlig dræning af Gyldendal.
Gyldendal oplevede også nedgang i 2010. Mest bemærkelsesværdigt på et enkelt område: edutainment. I 2007 købte de Krea Medie for at komme ind på det, troede man, meget givtige marked for pc spil til børn. Det blev ikke nogen god forretning. I januar 2010 meddelte man, at koncernens resultat for 2009 ville blive et underskud på 35 mio. kr. pga. afskrivninger i Krea Medie på 85 mio. kr. Udviklingen i 2010 førte til, at Gyldendal solgte Krea Medie tilbage til de oprindelige ejere først på efteråret, da de første seks måneder gav et driftsunderskud på 8 mio. kr. Dette eventyr kostede Danmarks største forlag i alt tæt ved 150 mio. kr. Den største fejlinvestering i Gyldendals historie.
Et krisetegn var det også, at Gyldendal i 2010 frasolgte deres andel af Nyt Juridisk Forlag til medejeren DJØF-forlaget, og at de lukkede for tilskuddet til det meget lille litterære avantgarde-forlag Anblik, som dermed måtte lukke. Frasolgt blev også en anden underskudsgivende del, boghandlen Atheneum. SL Fonden var køberen.
Gyldendal var dog stadig på opkøb: Ordbogsforlaget L&H blev erhvervet i marts.
Bazar Forlag i Danmark lever en omtumlet og besynderlig tilværelse. Det oprindelige forlag gik konkurs i efteråret 2009. Så blev et nyt dannet i oktober 2009. Det blev opløst 3.12. 2010. Men den norske ejer Øyvind Hagen fortsætter med forlagsnavnet i Danmark, nu i en anden konstruktion, nemlig som en filial af det norske moderforlag. Bøger kommer på salgsrejse i 2011 med Cecilia Samartins Drømmehjerte som topnummeret.
Og når vi er ved Bazar: Forlaget Punktum, der blev dannet af resterne af Bazar, har mistet sin forlagschef: Lene Møller forlod sin stilling med udgangen af 2010.
Boghandlen
Det blev ikke noget godt år for den fysiske boghandel, mens netboghandlen ser ud til at klare sig bedre. Det er en generel tendens i store dele af den øvrige verden.
At det ikke gik så godt for boghandlen, er ikke det samme som, at der ikke er overskud. Den store frivillige kæde Indeks Retail, hvor ejerne af de over 180 butikker i kæderne Bøger & papir, Bog & idé og BOGhandleren er aktionærer, kom ud med sorte tal i regnskabsåret, der sluttede 31.03. Men omsætningen af bøger i kæderne er mindre end omsætningen af andre varer. Derfor går det bedre or Bog &idé end for BOGhandleren. Adm. dir. Henrik Christensen siger, at det er en tendens, der vil fortsætte.
Der er åbnet flere boghandler i 2010. Primært i kæden Bog & idé. Ejerne kommer i de fleste tilfælde fra en anden branche, enten Imerco (isenkram) eller Matas (kosmetik og sundhedsprodukter). Det er en tendens, der nok også vil fortsætte. De har nemlig penge fra salget af deres butikker til kapitalfonde.
Der lukker stadig flere butikker. Købstaden Korsør er nu helt uden boghandel, det samme er den store forstad til København, Albertslund. Slaviske Boghandel i Århus, Danmarks sidste specialboghandel for bøger fra lande som Rusland, Polen, Tjekkiet, Bulgarien m.fl., lukkede også – til stor skade for studerende og de nordeuropæiske videnskabelige biblioteker.
Personer og priser
Direktør Jørn Bach, Arnold Busck, et af fyrtårnene i dansk boghandel, stoppede ved årsskiftet 2010-11. Han har i en menneskealder haft en finger med i spillet overalt, hvor der skete noget nyt i dansk boghandel. Han vil blive savnet som drivkraft. Ny direktør i Arnold Busck er Helle Busck Fensvig, datter af Ole A. Busck.
Priser – et lille udvalg
Det Danske Akademis Store Pris (på 300.000 kr.) blev tildelt Jørn Riel for et stort og varieret forfatterskab. Den dominerende bestseller Jussi Adler-Olsen høstede også flere priser: Den danske krimi-pris Harald Mogensen-prisen, Læsernes Bogpris 2009 og senest Boghandlernes Gyldne Laurbær 2010. Morten Ramsland fik Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kr. for romanen Sumobrødre. Debutantprisen gik til Kaspar Colling Nielsen for bogen Mount København.
Weekendavisens Litteraturpris gik til Birgitte Kosovic for romanen Det dobbelte land.
BogMarkedet med ny ejer
BogMarkedet, Danmarks tredjeældste fagblad, blev sat til salg i september, da Forlæggerforeningen besluttede at trække sig fra ejerkredsen (den anden var Boghandlerforeningen). Hvis ikke der blev fundet en køber, ville bladet, der er udkommet uafbrudt siden 1854, lukke med udgangen af 2011. Men en ejer blev fundet: Bjarke Larsen, Pressto Kommunikation, der også udgiver bladet Kontor|papir. Dermed er BogMarkedet reddet. Nils Bjervig, chefredaktør siden 1. april 2000, har valgt at stoppe med udgangen af marts, men fortsætter som freelance-skribent på bladet.
Nils Bjervig, BogMarkedet

















Kommentarsfunktionen drivs i enlighet med Lagen om ansvar för elektroniska anslagstavlor (SFS 1998:112).
Vi accepterar inga nedsättande omdömen om kön, ras, religion eller sexuell läggning. Angrepp på enskilda individer accepteras endast om de gäller personens yrkesroll.
Redaktionen läser inläggen regelbundet och tar bort inlägg som bryter mot reglerna. Även kommersiella budskap och spam raderas. Användare som upprepade gånger missbrukar funktionen stängs av.
Den som gör ett inlägg som strider mot lag kan personligen ställas till ansvar för det. Skribenter garanteras anonymitet, men ip-adresser kan lämnas ut vid grova övertramp eller om polis/åklagarmyndighet eller domstol så kräver.
Anser du att någon kommentar bryter mot våra regler eller är anstötlig på annat sätt, klicka på "Anmäl".